Den menneskelige magnet

Vidste du, at du er en omvandrende menneskelig magnet. Det du fylder dine tanker med, vil du også fylde dit liv med.

Uanset om du ønsker det eller ej, så vil du altid tiltrække de mennesker, de muligheder og de omstændigheder, som svarer til dine dominerende tankemønstre. Det som dette betyder på almindeligt dansk er, at det du fylder dine tanker med, vil du også fylde dit liv med.

 

Dette er en af de grundlæggende regler i al teori omkring positiv tænkning og det er en "fysisk lov", som man kan finde beskrevet helt tilbage i det gamle egypten for 4-5000 år siden. I lidt nyere skrifter er det beskrevet på følgende måde:

 

Vær opmærksom på dine tanker, for det bliver til dine ord

Vær opmærksom på dine ord, for det bliver til dine handlinger

Vær opmærksom på dine handlinger, for det bliver til dine vaner

Vær opmærksom på dine vaner, for det bliver din personlighed

Vær opmærksom på din personlighed, for det bliver din skæbne.

 

Dette er så vigtig en regel, at man faktisk burde undervise alle elever i skolen i at bruge denne viden aktivt.

 

På mange mennesker kan det virke provokerende eller skræmmende, når jeg skriver, at du selv har ansvaret for det du har i dit liv, idet du selv bestemmer over dine tanker. Og måske vil du påstå, at du ikke selv bestemmer over dine tanker. Men siden du læser denne artikel, vil jeg vove den påstand, at du allerede er klar over, hvor stor påvirkning dine tanker har over dit liv og dine muligheder. For lige så skræmmende som denne viden er, lige så spændende er mulighederne, som dette skaber for dig. Tænk over muligheder i et liv, hvor alt du behøver at gøre er, at lære reglerne for hvordan dine tanker styres. Herefter er du i fuld kontrol over, hvad du på lang sigt kommer til at omgive dig med i dit liv.

 

Det som ovenstående digt også beretter om er, hvor du skal starte processen med personlig forandring. Det gælder nemlig om at starte med at forandre dine tanker. Mange mennesker tager den store beslutning om at ville ændre deres skæbne, personlighed eller vane mindst en gang om året. Omkring januar hvert år oplever landets motionscentre en sand invasion af folk, som nu igen har besluttet sig for at tabe sig, hvilket, i sig selv, er et glimrende mål. Problemet opstår, idet mange blot har besluttet sig for at ændre deres handlinger eller vaner ved at indbetale medlemsgebyret i et træningscenter for 3 mdr. eller måske endda kun 1 måned, hvis man nu skulle fortryde. Men tro mig, langt de fleste har ikke tankerne med i projektet. Intet er ændret i deres inderste holdninger og overbevisninger omkring kost, motion eller deres krop som helhed. Dette gør, at projektet er dømt til at mislykkes på forhånd.

 

Selvfølgelig vil det, at du bevidst begynder at tænke anderledes ikke påvirke dit liv om dine omgivelser på det ene øjeblik til det andet - nogle gange kan der gå flere dage! Nej spøg til side, men ofte vil du, når du bevidst begynder at tænke positivt hurtigt opleve store forandringer i din måde at anskue verdenen på. Ofte laver jeg med mine kursister og mine klienter en sjov lille øvelse, der er som følger: Brug lige nu 15 sekunder på at finde alle røde ting i det lokale, som du befinder dig i. Luk herefter øjnene. Nævn nu alle de grønne ting i lokalet som du kan huske. De fleste kan kun huske 1-3 grønne ting, fordi hele deres fokus har været på alt det røde.Dette er en slags svar til de folk, som siger, at positiv tænkning blot er en fortrængning af alt det negative i verdenen. Selvfølgelig er det det, nøjagtigt lige som pessimister fortrænger alt det positive i livet.

 

Så min anbefaling er, at du fra nu af bevidst begynder at fokusere på alt det positive i dit liv. Kraften i at ændre din tankegang, dine mål og dermed din retning i livet beskrives meget godt gennem følgende metafor: Forestil dig en supertanker som starter ud fra Europa med kurs imod Amerika. Hvis kompasset i skibet en anelse upræcist og viser 5 grader forkert, giver det kun en lille afvigelse når skibet har sejlet en kilometer. Efter 100 km. Bliver fejltagelsen dog noget mere synlig, og når skibet er kommet over Atlanterhavet vil slutdestinationen være blevet forrykket med flere hundrede kilometer.

 

Samme resultat vil du kunne se i dit liv. Måske vil alle dine omstændigheder ikke være forandret 100 % i morgen tidlig, når du vågner efter din første dag med positiv tænkning. Men på lang sigt, efter 1 måned, 1 år, 5 år eller 10 år vil den ændring på få grader, som du foretager i dit liv i dag, være nok til at skabe markante forandringer på alle de områder i dit liv, som du ønsker. Så hvad venter du på? Gå straks i gang med at læse artikler, bøger m.m. om, hvordan du mest effektivt kan tage kontrollen over dine egne tanker.

BESØG:

Tlf.:

Kontakt:

60 71 7000

  • Facebook Clean
  • Instagram Clean
  • Google+ Clean